Det er sådan, at jeg er helt tosset med alt, der handler om tidsrejser. Jeg har derfor opsøgt en hel del bøger, film, serier og andet, hvor emnet på en eller anden måde indgår. Jeg kan dog være skeptisk, når der er tale om noget, der først og fremmest er noget andet, som ikke siger mig så meget - fx bøger der primært handler om romantik.

Over de sidste par uger har jeg læst den danske bogserie Spektrum af Nanna Foss, som jeg i første omgang var skeptisk omkring, fordi det er en bogserie om teenagere skrevet - er jeg rimelig sikker på - til teenagere. Og jeg er ikke ligefrem nogen teenager. Min skepsis er dog totalt blevet gjort til skamme! Det er en virkelig god tidsrejsefortælling. Ikke dermed sagt, at der ikke er en del i bøgerne, som teenagere sikkert ville få mere ud af end mig, og som jeg krummede en smule tæer over, men det kom aldrig til at fylde så meget, at jeg ikke kunne arbejde med det.

Indtil videre er der fem bøger i serien, og det handler om, at der er en flok teenagere, som ved et tilfælde finder en tidsrejsedims, og som ved samme lejlighed bliver involveret i nogle mystiske begivenheder. Man kan vel sige, det er en fantasy-agtig, whodunit coming of age-historie, der for det meste foregår i en provinsby i Danmark. Formatet er, at alle bøger er en 1.persons-fortælling, men hver bog handler om et nyt medlem af gruppen, og på den måde ser man tingene fra nogle forskellige vinkler, og det gør også, at bøgerne kan sætte fokus på nogle forskellige udfordringer, danske teenagere kan have. Hver bog har i øvrigt en fortællestil, der er ret påvirket af, hvem fortælleren er.

Det er alt i alt nogle meget velskrevne bøger. Jeg kan virkelig anbefale dem. Dog vil jeg nævne, at der sker nogle ting for hovedpersonerne i bøgerne, der er til den traumatiske side, og jeg ville ikke umiddelbart give dem til fx en sart 13-årig. Men nu er mit ældste barn også en 9-årig, der synes bøger er uhyggelige, når der står, at det regner såeh... man skal nok lave sin egen vurdering :)

Mit råd vil nok være at lægge jer fast på elværktøj fra et enkelt mærke, for så kan man bruge batterierne til flere ting, og de kan nærmest stå for halvdelen af prisen. Jeg har nogle forskellige ting, bl.a. boremaskine, fra Bosch, og der er ikke noget i vejen med det, men senere ville jeg have en buskrydder og motorsav på el, og det eneste mærke jeg kunne finde med nok power var Makita, så nu har jeg værktøj fra de her to forskellige systemer. Det er ikke verdens undergang, men det havde været billigere, hvis jeg havde lagt en plan noget tidligere. Så kig evt. på hvordan behovet bliver på sigt og vælg så et mærke, der har de ting I gerne vil have, også selvom der går et par år, før I gerne vil have dem.

Jeg kan godt synes, at snakken om det er lidt skørt vinklet. Alt det der "enlig mor henter børn til fodbold og kører hjem og laver spaghetti og kødsovs". Og det er ikke kun Mette F, der snakker som om, at hvis man er en børnefamilie, så har man automatisk et nødvendigt behov for oksefars.

Jeg laver al mad hjemme hos os, og der er både lasagne og burgere og bolognese, og det kan man altså virkelig sagtens lave af grisefars eller kyllingefars, alt efter hvad man lige finder på tilbud, og hvis man er lidt moderne, kan man altså lave bønnebøffer og linselasagne og hvad ved jeg, uden at børnene overhovedet lægger mærke til, at de spiser noget andet end ko.

Jeg er specielt det sidste års tid begyndt at skære meget ind til benet med den slags (og ret skal være ret - jeg går også efter tilbud og køber stort ind, når noget er billigt), så jeg ikke bare på automatik køber oksefars, fordi det er det jeg plejer, og selvom alting er blevet helt vildt meget dyrere så er vores udgifter til mad faktisk faldet. For et par år siden var det ikke unormalt, at en måned endte med, at der lige skulle overføres et par tusinde ekstra til madkontoen. Nu sparer vi typisk lidt op på den i stedet. På trods af større børn. På trods af prisstigninger.

Det er bare for at sige... jeg er med på, at alting er dyrere, og at det for mange er svært, og at de allerede har sparet hvor der kan spares, og nu kan der ikke spares mere, men hvis man synes, at alting er for dyrt, og man alligevel står og kigger efter ko i køledisken, så har jeg altså et rigtig godt sparetip :)

Jeg har det på samme måde. Det er uhyggeligt.

Jeg har spillet i bands og gået til koncerter i min ungdom og bare generelt behandlet mine ører hensynsløst - men det største hug mine ører har fået, som ændrede min tinnitus fra at være noget jeg kun kunne høre, når der var helt stille, til at være noget, jeg kan høre hele tiden, det var, at jeg var i cirkus summarum med mine børn. Jeg havde ikke ørepropper på, for det var jo for børn! Og jeg så heller ingen andre, der brugte det. Men hold da op hvor var det bare højt!

Måske er der bare mere lyd på alting i dag, fordi man kan? Jeg mindes at historien om Beatles var, at de holdte op med at optræde, fordi publikum skreg så højt, at de ikke kunne høre sig selv spille, mens de var på scenen. Det ville jo aldrig være et problem i dag. Man putter bare nogle flere watt på og finder en større højtaler.

Jeg tror at det jeg mest hæfter mig ved det er, at en borger har fortalt om en personlig situation på de sociale medier, hvor en sagsbehandler har stillet hende noget i udsigt med udgangspunkt i de regler der nu engang er og har hjulpet hende med at sende en ansøgning, og nu er hun pludselig, om hun vil det eller ej, blevet et navngivet eksempel, som bliver brugt politisk til at pege på de ting, der er dårlige. Udnyttelse af systemet, snylteri på samfundet osv.

Det er ikke en kvinde, der så vidt jeg ved selv har bedt om at komme i medierne, i hvert fald ikke med det her emne. Hun var bare glad for at have fundet ud af, at der var noget, hun kunne få, der ville være en hjælp. I vildeste fald har hun taget fejl, fordi hun har misforstået hvor meget hjælp der er at få.

Jeg synes det er superupassende at politikere hænger folk ud på den måde. Det er allerede træls nok, at tonen på de sociale medier i forvejen er så fjendtlig, som den er. Nu kan man pludselig også blive et negativt eksempel i den politiske debat bare ved at poste offentligt om ens liv. Det ender med, at ingen der faktisk har erfaring med noget tør at stå frem. Det minder mig om debatten omkring Mai My Humaidan. Man går megahurtigt efter manden (kvinden) i stedet for bolden.

Jeg synes i øvrigt også det lyder som meget med 15 timer. Måske tager hun fejl? Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hele influencerkulturen, som hun åbenbart er en del af (jeg har ikke ellers hørt om hende før - måske lever jeg under en sten). Men det træder altsammen i baggrunden for det andet for mig.

Da det var værst havde jeg snurrende fingre og fødder. Min krop lavede sådan tilfældige spjæt, og jeg fik tics - ligesom dem man kan få ved øjet - over det hele. Både sådan fx en finger, der rokkede uden jeg kunne styre det og fx mine lægge, der tit simpelthen bølgede af små sammentrækninger over det hele. Derudover rystede jeg så meget på hænderne, at jeg kun kunne drikke af et glas, hvis jeg brugte to hænder. På et tidspunkt kørte jeg i grøften, og det var ellers helt udramatisk, men bagefter rystede jeg i hele kroppen i flere dage som hvis jeg var blevet efterladt i en fryser eller sådan noget. Mit system var simpelthen ved at brænde helt sammen.

Jeg begyndte at få forskellige andre symptomer, der stak i alle mulige retninger, men der gik faktisk lang tid, hvor jeg stadig spændte de der baller mere og mere sammen, mens jeg samtidig var bange for, at jeg fejlede en masse forfærdelige ting. Jeg blev blandt andet ramt af så voldsomme fysiske symptomer, at jeg blev henvist til neurolog. I sidste ende sygemeldte jeg mig først, da min kone sagde, jeg skulle. I dag ved jeg godt, hvad jeg skulle have mærket efter, og hvor tidligt, jeg skulle have sagt fra, men uden min kone var det nok endt med, at jeg var faldet om et sted.

Jeg har forstået nyheden sådan, at det i høj grad handler om, at mænd ikke anmelder de samme ting. Der er jo så to dele: ét er om de overhovedet sygemelder den samme stress, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt de anmelder en faktisk sygemelding som en arbejdsskade. Jeg ved ikke, hvordan analysen har opgjort det. Måske regner de kun på det sidste?

Jeg er selv sygemeldt med stress og har været det længe, og jeg var slet ikke klar over, at der var nogen grund til at kigge på, om det var en arbejdsskade eller ej. Måske har nogle fag bedre information om den slags end andre?

Jeg har en terapeut, der engang har sagt, at mænd som regel har det værre, før de kommer til hende, end kvinder. Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen. I stedet spænder jeg ballerne og håndterer ting på egen hånd, for sådan har jeg altid gjort. Jeg kender andre, som blev enormt grådlabile af stress. Hvis de begyndte at græde, når nogen spurgte dem, hvordan de havde det, så var det nok, lige meget hvad de ellers havde tænkt, et tegn på, at de ikke havde det så godt. Måske er tendensen, at der er flere blandt mændene, der gør som mig, og flere blandt kvinderne, der har en mere sund kontakt med deres følelsesliv?

Mht. dig selv så synes jeg, du skal tage til lægen. Stress slider på en. Der er - kan jeg bevidne - ingen præmie for at være den, der venter længst tid med at gøre noget ved det :)

Jeg synes, at nogle af kravene er lette at leve op til for os, fordi vi bor på landet og har børn. Jeg husker helt klart en tid, hvor jeg boede alene og ville have svært ved at finde plads til mad til flere dage, men i dag tror jeg vi altid ville kunne have mad til mindst en uges tid uden planlægning, fordi vi alligevel køber stort ind, når der er tilbud, og fordi vi har plads til at opbevare lige så meget af tørvarer og konserves, som vi gider. Mht. madlavningen vil vi i tilfælde af manglende strøm kunne lave mad på bål, og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi har familie tæt på, som har gasovn, og egentlig ville jeg forvente, at vi i tilfælde af en krise alligevel samlede os der og poolede vores ressourcer.

Vi har valgt ikke at indkøbe powerbanks, fordi vi kan lade telefoner osv. i bilen. Vi har haft snakket om generatorer og større batterier der giver 230 V, men jeg kan bare ikke rigtigt se brugsscenariet for mig med mindre man prepper ret luksuriøst.

Mht. vand har vi 75 liter stående i dunke. Vi fik det faktisk prøvet lidt af for nyligt, fordi den lokale vandforsyning gik ned en aften. Til sidst blev toiletsituationen for meget for mig, og jeg skyldede ud med vand fra dunkene. Det tog faktisk 10 liter! Og det kan man jo godt blive lidt overrasket over. Det vil jo så være en ting, man ville være nødt til at nedprioritere i en rigtig krise.

Der hvor vi ville blive lidt pressede var, hvis strømmen var væk i flere dage om vinteren. Vi varmer med varmepumpe, og det er jo i den sammenhæng ret sårbart. Vi har brændeovn, men den står ikke centralt, og man kan heller ikke varme mad på den eller noget i den retning. Det er helt klart en situation, som jeg ville prøve at fikse, hvis ikke det var fordi, at det var meget dyrt. Altså, man kan jo få et backup-fyr til brænde og så et batteri kun til styringen af fyret og cirkulationspumper osv. Ellers skal man ud i at lave sin egen strøm med enten solceller eller en lille vindmølle og så have sig et kæmpe batteri til det. Man ville jo så skulle lave et setup også, hvor man kunne slå forbindelsen til nettet fra. Ellers er man jo lidt vidt. Men hvis jeg en dag pludseligt blev rig, så ville jeg ikke vælge mellem de her løsninger - jeg ville installere dem allesammen :) men nok desværre ikke før det.

Det rammer noget meget centralt i min retfærdighedsfølelse, når folk med mange penge får lov til ting, alene fordi de opfører sig som om de allerede har fået lov, og så er der ingen der rigtigt stopper dem.

Jeg er langtidssygemeldt med stress. Jeg er virkelig glad for at have køkkenhave, men de sidste par år er det ikke blevet til noget, og det jeg plejede have er fuldstændig tilgroet. Nu er det som om, der er begyndt at være lidt mere at rykke med, så jeg har købt ind til at gå i gang med nogle forskellige ting. Om ikke andet så er ideerne i hvert fald begyndt at komme tilbage.

Først og fremmest har jeg et drivhus liggende, der skal bygges op ad en gavl. Jeg købte det sidste år i et anfald af kådhed, og jeg har ikke engang pakket det ud. Det skal samles, og så skal der laves en sokkel af træ, for soklen på vores hus stikker ud, så bunden skal hæves op til toppen af soklen. Jeg har tegnet en plan for hvordan det skal bygges, men jeg skal lige samle drivhuset først, så jeg er helt sikker på, at målene faktisk passer.

Derudover vil jeg anlægge noget ny køkkenhave, som er tættere på huset, og som er nemmere at holde end det gamle var. Der har jeg købt nogle kanter, så det bliver et 4x4 meter "højbed" man kan steppe op i, for så kan jeg få sneglekant på. Vi har helt overdrevent mange dræbersnegle, og de gør mig sindssyg, så det handler simpelthen om at få så meget areal som muligt ud af de samme meter sneglekant. Jeg ruller pap ud og smider kommunekompost på, så det bliver no dig, og det kunne sikkert have godt af at ligge et halv år, inden jeg bruger det, men jeg vil se, om det ikke kan gå alligevel.

Egentlig er det allervigtigste at have noget at gå og pille i og at få den der følelse af faktisk at få bygget noget og groet noget og at have haft fingrene nede i jorden og sådan. Det må ikke gå for hurtigt. Jeg når kun det jeg når. Men jeg bliver da glad, hvis jeg ender med at få et par hjemmedyrkede grøntsager til sommer :)

Hvis det er ok at spørge - hvordan passer dine hobbyer sammen med dit arbejde? Vi flyttede på landet for fem års tid siden, og der er snart ikke den ting, jeg ikke har haft ambitioner om at involvere mig i. Høns, ænder, gæs, geder. Anlæg af køkkenhave, frugttræer og skov. Ombygning af stald til værksted. Jeg nåede at have en fornuftig køkkenhave et par år, og jeg har da også fået fikset et par ting i værkstedet og lavet isolering nogle steder, men i store træk har jeg mest af alt skaffet mig en meget lang stresssygemelding bare ved at prøve at passe mit almindelige job, og i stedet for at min landhobby blev noget, jeg kunne komme hjem og stresse af med, så blev det en ting, der gjorde mig trist, fordi jeg sad på kontoret på arbejde og tænkte på, hvor meget jeg hellere ville sidde derhjemme i min køkkenhave.

Er din jord og dine dyr en levevej for dig? Og hvordan får du det ellers til at hænge sammen?