Farcen om vores vaskemaskine fortsætter.

Jeg har ikke vasket tøj herhjemme i to uger nu. Vi har undervejs alle haft fnat og derfor enten skullet vaske alt vi ejer på 60 grader eller gemme det væk i en uge i en pose. Så vi er pressede, og det er både på rent tøj og på moralen.

I halvanden uge har jeg nu kommunikeret med Elgiganten, LG og en vaskemaskinereparatør, der har været herude og ikke kunnet finde noget problem med maskinen, på trods af at den slår relæet, hvis der er sat strøm til den. Jeg var helt fuldstændig overbevist om, at han tog fejl, og jeg var egentlig i gang med at oprette en ny garantisag hos LG. Jeg havde pillet vaskemaskinen fra strøm og tændt for dens sikringsgruppe igen, uden at noget slog fra, og jeg følte mig derfor totalt bekræftet i, at det var vaskemaskinen, der var problemet. Men så tændte jeg min ovn, og så slog hfi-relæet fra, og det ville først lade sig tænde igen, når vaskemaskinens sikringsgruppe var slukket. Det er vel at mærke ikke den sikringsgruppe, ovnen er på, og det er i øvrigt en gruppe, der lige nu så vidt jeg ved ikke laver noget som helst, for vaskemaskinen er pillet fra, og tørretumbleren laver af gode grunde ikke noget. Der sidder normalt også et køleskab, men det har vi været nødt til at sætte til et andet sted, fordi strømmen jo hele tiden forsvinder. Altså burde gruppen være totalt uden aktivitet. Så nu har jeg skaffet en elektriker, der forhåbentlig kan komme i næste uge engang og begynde at se på, hvorfor vores strøm åbenbart bare er helt gal.

Jeg bliver sgu træt. Det værste er ikke de penge, det kommer til at koste - selvom de også er trælse. Det værste er bøvlet. Jeg tager mig ikke nødvendigvis så let sammen til at få ordnet ting, og det føles som om, at de sidste to uger er al min tagen-sig-sammen blevet brugt på den vaskemaskine. Og så er det ikke engang den, der er i stykker.

Vi er lidt tyndslidte for tiden. Vores ældste er 9, og hun har været presset i noget tid efterhånden. Hun læser og snakker og forstår som en stor teenager, og hendes modenhed er vel som en 6-årig. Hun har meget lange ører og tager alting ind og blander sig i alting, og hun kan slet ikke rumme at skulle følge med i så meget og at forholde sig til alle de her ting, men hun kan heller ikke lade være, så hun er generelt bare belastet, og humøret flyver op og ned. Skolen har sluppet afsted med at holde hende derinde ved at lave et skræddersyet program, hvor hun får eneundervisning nærmest hele dagen. Om aftenen kan hun ikke sove, fordi tankerne kører for hurtigt, og det er ikke unormalt, at den bliver 10.30, før hun falder i søvn, så hun er jo også bare fuldstændigt flad, for 9-årige børn kan ikke nøjes med at sove under 8 timer. Hun sover i øvrigt i vores soveværelse, hvor hun kun kan sove med alt lyset tændt, hvilket heller ikke er de forhold, vi voksne får bedst nattesøvn under. Vi er i kø for at få hende udredt for ADHD, og måske sker der noget senere på foråret, men indtil da føles det lidt som om, vi bare slukker brande for at holde det hele kørende. Og lige nu går det. Men der er ikke mange ressourcer i tanken, til hvis der sker et eller andet andet træls.

Mht. tonen havde jeg det også stramt med det. Jeg søgte herind specifikt fordi jeg oplevede, at tonen på reddit var for konfrontatorisk. Der var for meget snak om emner, som det ikke gav mig noget godt at tænke på, og folk skrev ikke pænt. Jeg kan godt lide, at feddit føles mere som et gammeldags forum fra nullerne. Folk skriver ordentligt til hinanden, og der er en community-følelse, som man stort set aldrig oplever på reddit.

Da Oberon begyndte at skrive herinde, havde jeg det godt nok lidt sådan... en slange i paradis-agtigt. Og de var også bare virkelig opsøgende omkring de her diskussioner. Jeg tror ikke, de fik skrevet noget herinde om noget, der ikke på en eller anden måde relaterede sig til det, og til gengæld fik de det til at relatere sig til alt muligt, så de blev ved med at poppe op i alle mulige sammenhænge. På en måde var det rart, at nazi-plasteret blev revet af. Jeg forestiller mig, at det er nemmere at moderere ud fra end kommentarer, der mere er i en gråzone.

Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.

Jeg havde fødselsdag i denne uge og fejrede det med besøg af nærmeste familie på dagen. Det var en rigtig fin dag. Det jeg mest hæfter mig ved er, at jeg i år har planlagt selv, har købt ind selv, har lavet det meste af maden selv og i øvrigt var til stede hele tiden, mens gæsterne var der, og jeg var ikke fuldstændig ødelagt, da de tog afsted. Sidste år havde min hustru håndteret stort set det hele, og jeg blev nødt til at gå ind i et mørkt rum en halv time midtvejs for at holde en pause. Jeg har været sygemeldt pga. stress i snart to år nu, og det er rart med de der milepæle, hvor man kan sammenligne sig med samme situation tidligere, så det er til at se, at selvom det hele tager frustrerende lang tid, så går det faktisk bedre.

Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Synes at have læst, at der var så stor interesse for det spil, at Steam crashede - hvilket er fuldstændig vildt. Men der sker nogle rigtig fede ting i spilverdenen synes jeg. Nu kender jeg ikke rigtigt noget til Silksong og Hollow Knight som spil, men jeg ved, at de er produceret af en lille indie-udvikler. Vi så også tidligere i år, hvordan Clair Obscure: Expedition 33 - også indie - havde helt enorm succes med relativt lille team og budget. For et par år siden var det Baldur's Gate 3. Samtidig har vi fx mastodonter som Ubisoft, der laver det ene Assassin's Creed-spil efter det andet, og det kunne have været megafedt, for der er da virkelig en spændende setting at arbejde med, men det er propfyldt med mikrotransaktioner, og værst af alt er det bare kedeligt og sjælløst. Måske nærmer vi os lidt mere et sted, hvor spiludviklere får større succes, når de har noget på hjerte, og når der ikke står en stor koncern bag dem og kræver sikre afkast. Man kunne da håbe!

Mit råd vil nok være at lægge jer fast på elværktøj fra et enkelt mærke, for så kan man bruge batterierne til flere ting, og de kan nærmest stå for halvdelen af prisen. Jeg har nogle forskellige ting, bl.a. boremaskine, fra Bosch, og der er ikke noget i vejen med det, men senere ville jeg have en buskrydder og motorsav på el, og det eneste mærke jeg kunne finde med nok power var Makita, så nu har jeg værktøj fra de her to forskellige systemer. Det er ikke verdens undergang, men det havde været billigere, hvis jeg havde lagt en plan noget tidligere. Så kig evt. på hvordan behovet bliver på sigt og vælg så et mærke, der har de ting I gerne vil have, også selvom der går et par år, før I gerne vil have dem.

Jeg kan godt synes, at snakken om det er lidt skørt vinklet. Alt det der "enlig mor henter børn til fodbold og kører hjem og laver spaghetti og kødsovs". Og det er ikke kun Mette F, der snakker som om, at hvis man er en børnefamilie, så har man automatisk et nødvendigt behov for oksefars.

Jeg laver al mad hjemme hos os, og der er både lasagne og burgere og bolognese, og det kan man altså virkelig sagtens lave af grisefars eller kyllingefars, alt efter hvad man lige finder på tilbud, og hvis man er lidt moderne, kan man altså lave bønnebøffer og linselasagne og hvad ved jeg, uden at børnene overhovedet lægger mærke til, at de spiser noget andet end ko.

Jeg er specielt det sidste års tid begyndt at skære meget ind til benet med den slags (og ret skal være ret - jeg går også efter tilbud og køber stort ind, når noget er billigt), så jeg ikke bare på automatik køber oksefars, fordi det er det jeg plejer, og selvom alting er blevet helt vildt meget dyrere så er vores udgifter til mad faktisk faldet. For et par år siden var det ikke unormalt, at en måned endte med, at der lige skulle overføres et par tusinde ekstra til madkontoen. Nu sparer vi typisk lidt op på den i stedet. På trods af større børn. På trods af prisstigninger.

Det er bare for at sige... jeg er med på, at alting er dyrere, og at det for mange er svært, og at de allerede har sparet hvor der kan spares, og nu kan der ikke spares mere, men hvis man synes, at alting er for dyrt, og man alligevel står og kigger efter ko i køledisken, så har jeg altså et rigtig godt sparetip :)

Jeg har forstået nyheden sådan, at det i høj grad handler om, at mænd ikke anmelder de samme ting. Der er jo så to dele: ét er om de overhovedet sygemelder den samme stress, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt de anmelder en faktisk sygemelding som en arbejdsskade. Jeg ved ikke, hvordan analysen har opgjort det. Måske regner de kun på det sidste?

Jeg er selv sygemeldt med stress og har været det længe, og jeg var slet ikke klar over, at der var nogen grund til at kigge på, om det var en arbejdsskade eller ej. Måske har nogle fag bedre information om den slags end andre?

Jeg har en terapeut, der engang har sagt, at mænd som regel har det værre, før de kommer til hende, end kvinder. Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen. I stedet spænder jeg ballerne og håndterer ting på egen hånd, for sådan har jeg altid gjort. Jeg kender andre, som blev enormt grådlabile af stress. Hvis de begyndte at græde, når nogen spurgte dem, hvordan de havde det, så var det nok, lige meget hvad de ellers havde tænkt, et tegn på, at de ikke havde det så godt. Måske er tendensen, at der er flere blandt mændene, der gør som mig, og flere blandt kvinderne, der har en mere sund kontakt med deres følelsesliv?

Mht. dig selv så synes jeg, du skal tage til lægen. Stress slider på en. Der er - kan jeg bevidne - ingen præmie for at være den, der venter længst tid med at gøre noget ved det :)

Jeg synes, at nogle af kravene er lette at leve op til for os, fordi vi bor på landet og har børn. Jeg husker helt klart en tid, hvor jeg boede alene og ville have svært ved at finde plads til mad til flere dage, men i dag tror jeg vi altid ville kunne have mad til mindst en uges tid uden planlægning, fordi vi alligevel køber stort ind, når der er tilbud, og fordi vi har plads til at opbevare lige så meget af tørvarer og konserves, som vi gider. Mht. madlavningen vil vi i tilfælde af manglende strøm kunne lave mad på bål, og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi har familie tæt på, som har gasovn, og egentlig ville jeg forvente, at vi i tilfælde af en krise alligevel samlede os der og poolede vores ressourcer.

Vi har valgt ikke at indkøbe powerbanks, fordi vi kan lade telefoner osv. i bilen. Vi har haft snakket om generatorer og større batterier der giver 230 V, men jeg kan bare ikke rigtigt se brugsscenariet for mig med mindre man prepper ret luksuriøst.

Mht. vand har vi 75 liter stående i dunke. Vi fik det faktisk prøvet lidt af for nyligt, fordi den lokale vandforsyning gik ned en aften. Til sidst blev toiletsituationen for meget for mig, og jeg skyldede ud med vand fra dunkene. Det tog faktisk 10 liter! Og det kan man jo godt blive lidt overrasket over. Det vil jo så være en ting, man ville være nødt til at nedprioritere i en rigtig krise.

Der hvor vi ville blive lidt pressede var, hvis strømmen var væk i flere dage om vinteren. Vi varmer med varmepumpe, og det er jo i den sammenhæng ret sårbart. Vi har brændeovn, men den står ikke centralt, og man kan heller ikke varme mad på den eller noget i den retning. Det er helt klart en situation, som jeg ville prøve at fikse, hvis ikke det var fordi, at det var meget dyrt. Altså, man kan jo få et backup-fyr til brænde og så et batteri kun til styringen af fyret og cirkulationspumper osv. Ellers skal man ud i at lave sin egen strøm med enten solceller eller en lille vindmølle og så have sig et kæmpe batteri til det. Man ville jo så skulle lave et setup også, hvor man kunne slå forbindelsen til nettet fra. Ellers er man jo lidt vidt. Men hvis jeg en dag pludseligt blev rig, så ville jeg ikke vælge mellem de her løsninger - jeg ville installere dem allesammen :) men nok desværre ikke før det.

Jeg er langtidssygemeldt med stress. Jeg er virkelig glad for at have køkkenhave, men de sidste par år er det ikke blevet til noget, og det jeg plejede have er fuldstændig tilgroet. Nu er det som om, der er begyndt at være lidt mere at rykke med, så jeg har købt ind til at gå i gang med nogle forskellige ting. Om ikke andet så er ideerne i hvert fald begyndt at komme tilbage.

Først og fremmest har jeg et drivhus liggende, der skal bygges op ad en gavl. Jeg købte det sidste år i et anfald af kådhed, og jeg har ikke engang pakket det ud. Det skal samles, og så skal der laves en sokkel af træ, for soklen på vores hus stikker ud, så bunden skal hæves op til toppen af soklen. Jeg har tegnet en plan for hvordan det skal bygges, men jeg skal lige samle drivhuset først, så jeg er helt sikker på, at målene faktisk passer.

Derudover vil jeg anlægge noget ny køkkenhave, som er tættere på huset, og som er nemmere at holde end det gamle var. Der har jeg købt nogle kanter, så det bliver et 4x4 meter "højbed" man kan steppe op i, for så kan jeg få sneglekant på. Vi har helt overdrevent mange dræbersnegle, og de gør mig sindssyg, så det handler simpelthen om at få så meget areal som muligt ud af de samme meter sneglekant. Jeg ruller pap ud og smider kommunekompost på, så det bliver no dig, og det kunne sikkert have godt af at ligge et halv år, inden jeg bruger det, men jeg vil se, om det ikke kan gå alligevel.

Egentlig er det allervigtigste at have noget at gå og pille i og at få den der følelse af faktisk at få bygget noget og groet noget og at have haft fingrene nede i jorden og sådan. Det må ikke gå for hurtigt. Jeg når kun det jeg når. Men jeg bliver da glad, hvis jeg ender med at få et par hjemmedyrkede grøntsager til sommer :)