Jeg synes også det lyder til, at der er indbygget AI i mange referencesøgningsplatforme nu, så man ikke bare skriver et ord i et søgefelt, men man har sig en lille snak med systemet om, hvad det er, man har brug for. Jeg forestiller mig, at en studerende der forstår teorien omkring sit fag og som kan bruge søge-AI'en ordentligt har meget bedre mulighed for at finde nogle gode kilder, end studerende der kun er gode til det ene - eller ingen af delene. Om de så begrænser sig til det, ved jeg ikke, men der burde i hvert fald være mulighed for at blive understøttet af AI, uden AI nogen sinde har rørt ved selve opgaven.

Og så kan man vel også ping pong'e med en AI og bruge det som en slags ekstra vejledning. "Jeg havde tænkt mig at gøre x og y - synes du det lyder som en god idé? Er der noget du ville gøre anderledes?" eller noget i den retning. Sådan bruger jeg det tit selv, og jeg ville tænke, det også var fornuftigt i en studiesammenhæng, men jeg ved ikke, om jeg misser nogen faldgruber.

Det er også det, der er mit indtryk. Min kone underviser studerende i at bruge AI i studiesammenhæng på en fornuftig måde, og det er helt klart noget, som kan hjælpe nogen rigtig meget uden at overskride nogen grænser, men jeg har også i mine egne jobs - også i undervisningsverdenen - stødt på nogle skrækhistorier. Unge der flere gange i træk har fået nærmest ingenting til optagelsesprøver og så pludselig får topkarakter. Massevis af opgaver der ser enormt suspekte ud. Referencelister propfyldt med kilder der slet ikke eksisterer. Det må være rædsomt at håndtere som underviser. Og det gør jo ikke nogen nogen tjenester. Kan ikke forestille mig, at der er meget fidus i længden i at klare sig igennem et studie, man grundlæggende ikke selv forstår.

Farcen om vores vaskemaskine fortsætter.

Jeg har ikke vasket tøj herhjemme i to uger nu. Vi har undervejs alle haft fnat og derfor enten skullet vaske alt vi ejer på 60 grader eller gemme det væk i en uge i en pose. Så vi er pressede, og det er både på rent tøj og på moralen.

I halvanden uge har jeg nu kommunikeret med Elgiganten, LG og en vaskemaskinereparatør, der har været herude og ikke kunnet finde noget problem med maskinen, på trods af at den slår relæet, hvis der er sat strøm til den. Jeg var helt fuldstændig overbevist om, at han tog fejl, og jeg var egentlig i gang med at oprette en ny garantisag hos LG. Jeg havde pillet vaskemaskinen fra strøm og tændt for dens sikringsgruppe igen, uden at noget slog fra, og jeg følte mig derfor totalt bekræftet i, at det var vaskemaskinen, der var problemet. Men så tændte jeg min ovn, og så slog hfi-relæet fra, og det ville først lade sig tænde igen, når vaskemaskinens sikringsgruppe var slukket. Det er vel at mærke ikke den sikringsgruppe, ovnen er på, og det er i øvrigt en gruppe, der lige nu så vidt jeg ved ikke laver noget som helst, for vaskemaskinen er pillet fra, og tørretumbleren laver af gode grunde ikke noget. Der sidder normalt også et køleskab, men det har vi været nødt til at sætte til et andet sted, fordi strømmen jo hele tiden forsvinder. Altså burde gruppen være totalt uden aktivitet. Så nu har jeg skaffet en elektriker, der forhåbentlig kan komme i næste uge engang og begynde at se på, hvorfor vores strøm åbenbart bare er helt gal.

Jeg bliver sgu træt. Det værste er ikke de penge, det kommer til at koste - selvom de også er trælse. Det værste er bøvlet. Jeg tager mig ikke nødvendigvis så let sammen til at få ordnet ting, og det føles som om, at de sidste to uger er al min tagen-sig-sammen blevet brugt på den vaskemaskine. Og så er det ikke engang den, der er i stykker.

Vi er lidt tyndslidte for tiden. Vores ældste er 9, og hun har været presset i noget tid efterhånden. Hun læser og snakker og forstår som en stor teenager, og hendes modenhed er vel som en 6-årig. Hun har meget lange ører og tager alting ind og blander sig i alting, og hun kan slet ikke rumme at skulle følge med i så meget og at forholde sig til alle de her ting, men hun kan heller ikke lade være, så hun er generelt bare belastet, og humøret flyver op og ned. Skolen har sluppet afsted med at holde hende derinde ved at lave et skræddersyet program, hvor hun får eneundervisning nærmest hele dagen. Om aftenen kan hun ikke sove, fordi tankerne kører for hurtigt, og det er ikke unormalt, at den bliver 10.30, før hun falder i søvn, så hun er jo også bare fuldstændigt flad, for 9-årige børn kan ikke nøjes med at sove under 8 timer. Hun sover i øvrigt i vores soveværelse, hvor hun kun kan sove med alt lyset tændt, hvilket heller ikke er de forhold, vi voksne får bedst nattesøvn under. Vi er i kø for at få hende udredt for ADHD, og måske sker der noget senere på foråret, men indtil da føles det lidt som om, vi bare slukker brande for at holde det hele kørende. Og lige nu går det. Men der er ikke mange ressourcer i tanken, til hvis der sker et eller andet andet træls.

Mht. tonen havde jeg det også stramt med det. Jeg søgte herind specifikt fordi jeg oplevede, at tonen på reddit var for konfrontatorisk. Der var for meget snak om emner, som det ikke gav mig noget godt at tænke på, og folk skrev ikke pænt. Jeg kan godt lide, at feddit føles mere som et gammeldags forum fra nullerne. Folk skriver ordentligt til hinanden, og der er en community-følelse, som man stort set aldrig oplever på reddit.

Da Oberon begyndte at skrive herinde, havde jeg det godt nok lidt sådan... en slange i paradis-agtigt. Og de var også bare virkelig opsøgende omkring de her diskussioner. Jeg tror ikke, de fik skrevet noget herinde om noget, der ikke på en eller anden måde relaterede sig til det, og til gengæld fik de det til at relatere sig til alt muligt, så de blev ved med at poppe op i alle mulige sammenhænge. På en måde var det rart, at nazi-plasteret blev revet af. Jeg forestiller mig, at det er nemmere at moderere ud fra end kommentarer, der mere er i en gråzone.

Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.

Jeg havde fødselsdag i denne uge og fejrede det med besøg af nærmeste familie på dagen. Det var en rigtig fin dag. Det jeg mest hæfter mig ved er, at jeg i år har planlagt selv, har købt ind selv, har lavet det meste af maden selv og i øvrigt var til stede hele tiden, mens gæsterne var der, og jeg var ikke fuldstændig ødelagt, da de tog afsted. Sidste år havde min hustru håndteret stort set det hele, og jeg blev nødt til at gå ind i et mørkt rum en halv time midtvejs for at holde en pause. Jeg har været sygemeldt pga. stress i snart to år nu, og det er rart med de der milepæle, hvor man kan sammenligne sig med samme situation tidligere, så det er til at se, at selvom det hele tager frustrerende lang tid, så går det faktisk bedre.

Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Synes at have læst, at der var så stor interesse for det spil, at Steam crashede - hvilket er fuldstændig vildt. Men der sker nogle rigtig fede ting i spilverdenen synes jeg. Nu kender jeg ikke rigtigt noget til Silksong og Hollow Knight som spil, men jeg ved, at de er produceret af en lille indie-udvikler. Vi så også tidligere i år, hvordan Clair Obscure: Expedition 33 - også indie - havde helt enorm succes med relativt lille team og budget. For et par år siden var det Baldur's Gate 3. Samtidig har vi fx mastodonter som Ubisoft, der laver det ene Assassin's Creed-spil efter det andet, og det kunne have været megafedt, for der er da virkelig en spændende setting at arbejde med, men det er propfyldt med mikrotransaktioner, og værst af alt er det bare kedeligt og sjælløst. Måske nærmer vi os lidt mere et sted, hvor spiludviklere får større succes, når de har noget på hjerte, og når der ikke står en stor koncern bag dem og kræver sikre afkast. Man kunne da håbe!

Mit råd vil nok være at lægge jer fast på elværktøj fra et enkelt mærke, for så kan man bruge batterierne til flere ting, og de kan nærmest stå for halvdelen af prisen. Jeg har nogle forskellige ting, bl.a. boremaskine, fra Bosch, og der er ikke noget i vejen med det, men senere ville jeg have en buskrydder og motorsav på el, og det eneste mærke jeg kunne finde med nok power var Makita, så nu har jeg værktøj fra de her to forskellige systemer. Det er ikke verdens undergang, men det havde været billigere, hvis jeg havde lagt en plan noget tidligere. Så kig evt. på hvordan behovet bliver på sigt og vælg så et mærke, der har de ting I gerne vil have, også selvom der går et par år, før I gerne vil have dem.

Jeg kan godt synes, at snakken om det er lidt skørt vinklet. Alt det der "enlig mor henter børn til fodbold og kører hjem og laver spaghetti og kødsovs". Og det er ikke kun Mette F, der snakker som om, at hvis man er en børnefamilie, så har man automatisk et nødvendigt behov for oksefars.

Jeg laver al mad hjemme hos os, og der er både lasagne og burgere og bolognese, og det kan man altså virkelig sagtens lave af grisefars eller kyllingefars, alt efter hvad man lige finder på tilbud, og hvis man er lidt moderne, kan man altså lave bønnebøffer og linselasagne og hvad ved jeg, uden at børnene overhovedet lægger mærke til, at de spiser noget andet end ko.

Jeg er specielt det sidste års tid begyndt at skære meget ind til benet med den slags (og ret skal være ret - jeg går også efter tilbud og køber stort ind, når noget er billigt), så jeg ikke bare på automatik køber oksefars, fordi det er det jeg plejer, og selvom alting er blevet helt vildt meget dyrere så er vores udgifter til mad faktisk faldet. For et par år siden var det ikke unormalt, at en måned endte med, at der lige skulle overføres et par tusinde ekstra til madkontoen. Nu sparer vi typisk lidt op på den i stedet. På trods af større børn. På trods af prisstigninger.

Det er bare for at sige... jeg er med på, at alting er dyrere, og at det for mange er svært, og at de allerede har sparet hvor der kan spares, og nu kan der ikke spares mere, men hvis man synes, at alting er for dyrt, og man alligevel står og kigger efter ko i køledisken, så har jeg altså et rigtig godt sparetip :)

Jeg er langtidssygemeldt med stress. Jeg er virkelig glad for at have køkkenhave, men de sidste par år er det ikke blevet til noget, og det jeg plejede have er fuldstændig tilgroet. Nu er det som om, der er begyndt at være lidt mere at rykke med, så jeg har købt ind til at gå i gang med nogle forskellige ting. Om ikke andet så er ideerne i hvert fald begyndt at komme tilbage.

Først og fremmest har jeg et drivhus liggende, der skal bygges op ad en gavl. Jeg købte det sidste år i et anfald af kådhed, og jeg har ikke engang pakket det ud. Det skal samles, og så skal der laves en sokkel af træ, for soklen på vores hus stikker ud, så bunden skal hæves op til toppen af soklen. Jeg har tegnet en plan for hvordan det skal bygges, men jeg skal lige samle drivhuset først, så jeg er helt sikker på, at målene faktisk passer.

Derudover vil jeg anlægge noget ny køkkenhave, som er tættere på huset, og som er nemmere at holde end det gamle var. Der har jeg købt nogle kanter, så det bliver et 4x4 meter "højbed" man kan steppe op i, for så kan jeg få sneglekant på. Vi har helt overdrevent mange dræbersnegle, og de gør mig sindssyg, så det handler simpelthen om at få så meget areal som muligt ud af de samme meter sneglekant. Jeg ruller pap ud og smider kommunekompost på, så det bliver no dig, og det kunne sikkert have godt af at ligge et halv år, inden jeg bruger det, men jeg vil se, om det ikke kan gå alligevel.

Egentlig er det allervigtigste at have noget at gå og pille i og at få den der følelse af faktisk at få bygget noget og groet noget og at have haft fingrene nede i jorden og sådan. Det må ikke gå for hurtigt. Jeg når kun det jeg når. Men jeg bliver da glad, hvis jeg ender med at få et par hjemmedyrkede grøntsager til sommer :)