Ja, skolen har virkelig bare været gode. Det er generelt en god skole, men de sætter ting i gang, jeg slet ikke troede var mulige i den almindelige folkeskole. Jeg tror det også hjælper, at hun er en rimelig nem elev at have i eneundervisning. Hun er sjov og charmerende og fagligt ret dygtig - når bare hun ikke er max belastet af at være sammen med de andre elever.

Jeg tror, at kernen af det hele er ADHD, men jeg er også farvet af, at hun på mange måde minder mig om mig selv fra den tid, bortset fra at jeg aldrig blev ængstelig på den måde, hun kan blive. I mit hoved er hun så godt som bekræftet med diagnosen, men jeg skal huske lige at få ro på. Det kan jo også være noget andet. Min fornemmelse er, at hun ikke kan lade være med at køre med 120 km i timen dagen lang, så enten bevæger hun sig, eller også sanser hun, eller også tænker hun. Det er svært for hende bare at eksistere, og det er jo stressende i længden. Når så hun er overbelastet, så ryger humøret op og ned, tankerne bliver mere ængstelige, og hun kan slet ikke finde ro i kroppen. Og det er jo selvforstærkende.

Du har fuldstændig ret. Det har jo nok sneget sig ind på os over nogle måneder. Først fik hun en seng inde hos os, til hvis hun vågnede om natten og havde haft mareridt. Så begyndte hun at gå ind i den midtvejs på hver nat. Så startede hun derinde hver aften. Så skulle lyset være tændt permanent. Så rykkede sengen over ved siden af vores. Det er sådan en slags cyklus, hvor der er krise, og så løser vi det ved på en eller anden måde at akkommodere hende, men efter noget tid vender krisen tilbage, og vi akkommoderer med noget nyt. Jeg tror, at hvis vi var gået direkte fra, at hun sov på sit eget værelse, til at hun lå en halv meter fra os med lyset tændt hver nat, så havde det været lettere at sige, at så må de voksne også se på at indrette sig anderledes. Men det er noget, jeg tror, vi skal tage til os, for du har ret i, at det her ikke er holdbart.

Tak :) ja, det håber jeg godt nok også.

Tak :) Det er lidt svært at være i, ja, men på en måde har noget af det svære også været at opdage, at vi var i det. Hun er jo som hun altid har været - bare "ekstra". Det har været tricky at trække en linje og sige, at nu er det blevet til noget andet, hvor vi har brug for en anden slags hjælp.

Jeg ved ikke med den der afbudsliste. Det er skolen, der har dialogen med kommunen. Mit indtryk er, at der er enighed om, at det gerne må være snart, men at vi også venter, fordi den psykolog der er tilknyttet skolen har nogle andre ting, der skal afsluttes først. Dvs. at vi venter ikke, fordi der er andre børn foran. Hvis ellers jeg forstår det rigtigt. Så der sker forhåbentlig snart noget.