Jeg har i løbet af de sidste par dage taget temperaturen forskellige steder online og det er stående hvordan debatten handler mere om at den ene eller den anden fløj er syg og skyld i alt det her mens den anden fløj har haft ret hele tiden. Næsten ingen påpeger at begge fløje har været lige gode om at så splid og foragt. Der er heller kke nogen der for alvor hopper op i helikopteren og ser på hvor mange sindssyge forandringer vi globalt set er gået igennem hen over det sidste årti og at vi nok bare er nået til et punkt hvor det at bekrige hinanden over politiske holdninger er det eneste holdepunkt, der giver mening. Pandemier og miljøkriser, der ikke kun koster folk deres hjem, men også hæver priserne på de fleste fødevarer + energipriser som følge af krig - det er altsammen abstrakt og der er ikke rigtig nogen entydig skurk vi kan pege på, hvilket giver utryghed og impotent frustration. Vi er alle sammen spændt hårdt for ligenu. Men det er nemmere bare at give politiske fløje skylden for alting og have unuancerede ekkokamre og gejle hinanden op.

Jeg har selv i sinde at lave lidt mere research på Charlie Kirk og se nogle af alle de grimme citater efter i sømmene og få konteksten med for mit kendskab til manden var virkelig overfladisk eftersom jeg ikke interesserer mig for disse louder with crowder typer, der bruger debatter til gøre nar ad deres modstander. Synes det er fordummende og hjælper overhovedet ikke på spliden. Har også en snigende mistanke om at mange af hans citater potentielt kunne give mening og være mindre ekstreme i deres rette kontekst. Også selvom jeg tvivler på at jeg vil være enig med hans pointer. Jeg har bare set lidt for mange gange hvordan folk er blevet dæmoniseret i medierne og hvordan deres egentlige pointer er meget mindre ekstreme end de bliver gjort til.

Samtidig har jeg også bare brug for at menneskeliggøre ham for jeg kan virkelig ikke lide hvor ligeglad og følelseskold min reaktion var efter at høre om hans mord. Det er ikke sådant et menneske jeg ønsker at være.

Tror det der nager mig mest er hykleriet på begge fløje i forbindelse med hans død og hvordan han bliver brugt af begge til at fremme deres sindssyge ideologier. Det er klamt.

Vi lever virkelig i ekstremisternes tid. Nogle mener at det her vil føre til at vi vil værne mere om ytringsfriheden i vesten og på lang sigt tror jeg også på at det bliver en af følgerne af den tid vi går igennem ligenu, men jeg tror på ingen måde vi har skrabet bunden endnu. Vi er kun lige begyndt og det vil blive meget, meget værre inden det bliver bedre.

Charlie Kirk var en del af en Amerikansk oligark-klasse som har aktivt forringet hundrede-tusindvis af unge folks liv. Det kan umuligt være overraskende at der er et stort udsnit af unge folk som er direkte glade for hvad der er sket. Det kan ikke overvurderes hvor grim en personlighed Charlie Kirk var, og vi har ikke noget der kommer i nærheden af det i Danmark. Selv Paludan er en mide ved siden af hvor stort et røvhul Charlie Kirk var.

Jeg er ikke glad for at han blev henrettet foran et publikum, men det er ironisk sjovt, da han selv har sagt at han er okay med at nogle folk dør på præcis den måde, da det har været ham politisk til gavn at have den mening.

Jeg synes artiklen påpeger noget vigtigt som flere herinde også har italesat og som jeg også selv mærker.
Jeg tror dog at der ligger mere bag end artiklen kommer ind på. Jeg tror at mange oplever en følelsesmæssig udmattelse. Alene i nyhederne i dag har jeg læst om hundredevis af folk der døde og en af dem er Charlie Kirk. Det er mange mennesker at prøve at føle noget for på en dag, men det er blevet normen at læse om det. Der sker så meget i verden og der er så mange forfærdelige skæbner at have medfølelse for, så det bliver svært hele tiden rigtigt at føle meget om det uden at ødelægge sig selv. Det tror jeg fører til en form for følelseslammelse som en nyhed bliver nødt til at overkomme eller som man bevidst er nødt til at bryde igennem for rigtig at føle hvad situationen ellers fortjener.
Problemet er så bare at når et menneske der levede af at sprede had mod andre dør på en måde som er blevet så normal at høre om så bryder nyheden ikke igennem den lammelse og der er ikke meget til at motivere til at arbejde for rigtig at føle med personen. Det er i hvert fald min oplevelse og jeg synes at høre lignende oplevelser fra andre. Artiklen kommer lidt ind på det med dette afsnit:

• Nogle tænker: "Charlie Kirk sagde jo kontroversielle ting – så måske er det ikke så slemt, at han blev skudt." Andre overvejer, om det overhovedet er i orden at fejre et drab, siger hun.

Det får bare ikke rigtig italesat hvor horribel en person han var og hvordan hans indflydelse har været med til at opfostre denne kultur. Det er ikke meget mere end to måneder siden at han opfordrede sine følgere til at blive en “patriotisk helt” ved at betale kaution for manden der myrdede to demokratiske politikere og deres hund, forsøgte at dræbe to flere og havde en lang liste af yderligere mål. Det er noget nær så tæt man kan komme på stokastisk vold, uden faktisk at opfordre direkte til vold. Det er stadig forfærdeligt at han blev myrdet, og jeg føler for hans børn der mistede deres far og måske enda var der til at se det traumatiske øjeblik.

- Nogle tænker: "Charlie Kirk sagde jo kontroversielle ting – så måske er det ikke så slemt, at han blev skudt." Andre overvejer, om det overhovedet er i orden at fejre et drab, siger hun.

Ja, det er jo nok dilemmaet. For at stille den helt på spidsen (som ikke er sammenligneligt med Charlie Kirk, for så slem kan man ikke sige at han er), må man fejre hvis jordens værste person bliver dræbt?

Jeg tænker lidt, at hvis man ikke er for dødsstraf så kan man da heller ikke mene at det er godt at dræbe mennesker, uanset hvor kontroversielle eller slemme de må være. Man kan fx sige at vi som samfund ikke bør være så barbariske mere at vi bruger dødsstraf. Altså at vi ikke synker så dybt. Og hvis det er tilfældet kan vi da heller ikke glorificere drab, uanset hvem det går ud over?

Drabet udtrykker en dyb, dyb splittelse og det er den amerikanerne må prøve at gøre noget ved (det ser desværre ikke ud til at gå særlig godt indtil videre) og som vi i Europa må forsøge at holde tilbage. Vi må prøve at se hinanden i øjnene uden at ryge i totterne på hinanden.