Jeg tænker også, foruden forældrenes baggrund og et muligt for stort ensidig fokus, hvad er grunden ? Er folkeskolen for faglig dårlig, er det i specifikke områder der trækker meget ned, fx. "Udkants-Danmark", eller er det for megen fordybelse i sociale medier eller alt for meget fokus på digitalisering? Det er vel ikke helt simpelt,
"Trods en stigning på i alt 78 procent er der dog fortsat lande, hvor antallet af henrettelser falder. For eksempel i Europa er det første gang, siden Aleksandr Lukasjenko blev præsident i Belarus tilbage i 90'erne, at der ikke er blevet givet en dødsstraf eller gennemført en henrettelse. Og det er jo virkelig glædeligt, fortæller Vibe Klarup. Rapporten peger også på lande som Nigeria og Libanon, hvor der i 2025 blev fremsat lovforslag om at afskaffe dødsstraf, mens Kirgisistans forfatningsdomstol erklærede et forsøg på at genindføre dødsstraffen for forfatningsstridig."
Det her er tilgengæld vildt positivt. :)
Den mellemste (på ca. to år) har "endelig" reageret på babyens ankomst. Den første tid med kærlighed, kys, kram og nysgerrighed er nu erstattet af en dreng med store reaktioner: vrede, råb, slåen og gråd. Det er svært for ham at forstå den ændring i mor/far, nye rammer, at babyen må ammes, puttes, være hos mor, sove med mor og generelt hænge på hende osv. :)
Vi forsøger med alenetid mellem mor og ham, så han ikke føler sig forladt eller anderledes. Men der er lidt udfordringer, da han vil ikke lytte til hende. Han er begyndt at slå og råbe, når mor forsøger at interagere med ham. Med mig går det bedre, og der er mere balance, men vi er også meget sammen for tiden på grund af omstændighederne.
Vi sover lidt mindre, fordi babyen nu er mere vågen, og den mellemste sover dårligt på grund af mange opvågninger, hvor han ønsker mor-tid. Det er forventeligt, så jeg kan også mærke trætheden snige sig ind.
Nu er der selvfølgelig også lidt sygdom på vej: hoste og snot begyndte i nat. Det betyder også mere brug af astmamedicin, som han fortsat hader.
Jeg forsøger at holde mig selv i ro omkring det hele. Der er lidt for meget kaffe involveret, men indtil nu går det. I går kom jeg til at råbe af ham, da han med ret imponerende Hulk-kræfter skubbede potten med vores store elefantøre ned. Mest af alt blev jeg voldsomt forskrækket, men også virkelig forbavset over hans adfærd. Han fik kram og undskyldning, og far fik et lille knæk af sin egen tillid.
Alligevel nyder jeg det her. Det er skønt med alt det liv, med de mange reaktioner og mønstre, der skal rummes i de små mennesker, og hvordan jeg selv reagerer og føler. Derudover er der mange følelser omkring min egen opvækst og den deraf følgende mangel på kærlighed.
I går fik jeg endelig registreret vores lille bæredygtige projekt som firma, da jeg efterhånden har modtaget lidt flere opgaver.
Jeg har også haft en uge med Bazzite (Linux), og selvom det er mere lukket og "noob-proof", kan jeg virkelig anbefale det, hvis man overvejer at skifte og gamer (det er oplagt til gameren). Min nevø vil gerne skifte, men kan ikke lide tanken om at skulle skrive i konsollen, og han gamer også kun.
Jeg håber, I alle får en fantastisk og skøn weekend.
Lille status, blev far for tredje gang for nogle dage siden. Årh jeg er i himlen over ham. 💛 (intet religiøs vækkelse!) ✨ han er så mega lækker, også er de andre pludselig meget, meget store.🥲 Det er også hårdt, det var en forfærdelig fødsel som vi forventede, men heldigvis tog fødeafdelingen historikken seriøs, så alt gled virkelig professionelt på trods.
Jeg er godt træt, ramt af en frygtelig migræne, huset rodet lidt og jeg er bagud med alt 🤘
Nu er jeg pludselig blevet stor putteren her, den mellemste har været meget mor afhængig, men det kan han jo af (uforstående grunde for ham) af gode grunde ikke være på samme måde, da mor er optaget en del. Men det er simpelthen gået så godt, putning er flyvende for mig og ham, og vi har det helt vildt fedt sammen nu. ✨ så håber jeg bare han bliver lidt mere ude glad snart 😂
Konen er meget gravid og ramt af flere trælse symptomer, så denne uge har vi været på fødeafsnittet 3-4 gange. Men lille mand synes tydeligvis, at det er hyggeligt inde i maven endnu. Det er en vild frustration for mor, og for far er det nærmest umuligt at planlægge en arbejdsdag. Så i går valgte jeg nu at tage fri, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle kalde denne slags fri. Det betyder måske heller ikke så meget. Konen er presset, og far er så småt ved at være meget træt. Nu må den lille godt komme ud af mor, når han er klar.
Et lille skud ud til et kritiseret felt: Fødeafsnittet gør et fantastisk stykke arbejde. Vi mærker intet til den kritik, de møder. Og nej, lille mand skal ikke spilles frem af lyrespil når han kommer, sidste hørte vi Birthe Kjær og Elvis for fulde gardiner. Den mindste blev født til Den Røde Gummibåd.
Bagved det hele er der også en række traumer fra tidligere fødsler, der giver lidt avs i æ mavs. Det er sjovt og træls, hvordan kroppen husker lige præcis den situation, man stod i for to år siden… Som jeg selv selvfølgelig havde glemt (eller måske fortrængt, dog bearbejdet).
Foruden ventetiden har vi en næsten 2-årig, der virkelig, virkelig, virkelig har svært ved sine grænser. Han er midt i den fase, hvor han er verdens centrum, og nogle gange er han ret ekstrem især over for mor. F.eks. slår han hende, når hun putter ham, og han "lytter" ikke, uanset om hun er pædagogisk, rolig, skrap eller bestemt. Det er svært ikke at blive skrap selv, når han for 20. gang hopper på mors mave eller åbner fryseren for at tage en is. Eller når han ignorerer alt, hvad vi siger, og bare fortsætter. Jeg prøver at være rolig, til stede og pædagogisk, men ja… nogle gange tager jeg fat i ham og siger "nu er det nok", og så fjerner jeg ham fra situationen. Det hele er selvfølgelig ret forståeligt, han er snart 2, og det er simpelthen bare, hvad 2-årige gør. Men lige her er det en smule hårdt at være far og mand, og det der opdragelse .... Ja ... Måtte stoppe her, da den lille kom med l*** ned af begge ben, som han selvfølgelig også lige havde trådt i.
Men - og det er vigtigt for mig at mærke - så er ungerne glade for den rutine, vi efterhånden har fået. De er med hver morgen ude ved hønsene, så går vi igennem haven og tjekker, om alle forårsplantede planter er okay, og så ud en tur med hundene. Vi laver morgenmad sammen… Jeg kunne blive ved, for jeg fik lige behov for at bekræfte, hvor skønne mine unger er. En lille usikkerhed, der lige tittede frem.
Foruden at være husfar sker der faktisk ikke så meget mere. Jeg forsøger at følge lidt med i verden, men uden at lytte eller læse det vilde. Lige nu handler det om at være her, i det små, og vente på, at den lille beslutter sig for at komme ud, uden lyre spil.
Håber, I alle har det godt herinde.
Rigtig god weekend.
Godmorgen ✨
Foråret spirer, og der er gang i den. Jeg har glædet mig til udplantningsweekenden, og i sidste uge fik jeg endelig plantet syrenerne og lagt halm og kompost ud omkring planterne i haven. Det er en af de små ting, der giver mig energi og ro.
Den mindste har fået konstateret Børne Astma, nu har vi fået noget medicin (maske), som han selvfølgelig skriger over at bruge, men det virker. Og jeg har faktisk sovet en hel time mere end normalt.
Jeg må også indrømme, at jeg er blevet lidt bekymret for debattonen herinde. Det er ikke første gang, jeg ser kommentarer, der grænser op til racisme eller direkte fornægter historiske begivenheder og deres betydning. Det er ikke bare "uheldige formuleringer". Det er noget, der rammer hårdt, især når det sker i et rum, der ellers burde være åbent for alle.
Jeg kunne også bare flyve over og lade være med, at tage det ind, eller læse det. Men alligevel, har jeg brug for det tages op.
Jeg tror ikke, det er kontroversielt at sige, at vi alle har et ansvar for den tone, vi skaber her. Det betyder ikke, at vi skal være enige om alt, eller at vi ikke må diskutere svære emner. Men det betyder, at vi skal kunne gøre det uden at træde på hinanden, benægte fakta eller reducere mennesker til stereotyper.
Jeg vil dog sige, at det tyder på, at moderatorerne - især kaninen - gør et godt stykke arbejde. Jeg tænker i er meget opmærksomme på det. Men det er ærgerligt, at vi overhovedet er nødt til at være der.
Det fyldte alligevel mest i fredagens indlæg. Måske skulle jeg bare af med det.
Så jeg tilføjer lige lidt mere 😅 det skal ikke handle mest om debattonen. I går havde vi supervision på arbejdet, hvor jeg stod frem med en sag, der har fyldt meget, selv når jeg havde fri. Det handlede om det til tider ensomme ansvar, jeg nogle gange står med, når der ikke lige en leder der kan kontaktes, myndighed at vende det med eller der skal træffes en hurtige beslutning uden klare rammer eller støtte. Igår handlede det specifikt om en periode jeg har haft hvor arbejdet med borgerne går ind i deres familieliv, og jeg risikerer at få en dobbeltrolle, jeg egentlig ikke burde have. Det er et ansvar, der kan føles overvældende og svært at navigere i. Apropros at bruge penge på konsulenter og noget som et blevet sparret væk før, sætter jeg enormt meget pris på supervision og muligheden jeg kan få, for at få vendt dilemmaer og udfordringer i arbejdet. Det for mig giver ikke mening, at spare her.
Lige en tanke ind i debatten om brugen af konsulenter i det offentlige.
Håber i alle har det skønt i forårets kommende varme og sol.
Hej alle, Jeg har fulgt med i tråden her, og det har fået mig til at tænke lidt over, hvordan jeg selv bruger op- og nedstemmer. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange har trykket på neddutten i frustration, fordi tonen eller måden, noget blev sagt på, irriterede mig. Det handler jo egentlig ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvordan jeg reagerer på det.
Samtidig er jeg også blevet nedstemt selv, og det har fået mig til at tænke over, hvordan det føles at blive "straffet" for en holdning eller en formulering, som måske ikke falder i god jord.
Det er en underlig følelse, at ens bidrag bliver skubbet ned i bunken, bare fordi nogen er uenige og der ikke er forklaring, kun neddut.
Jeg er enig med dem, der siger, at nedstemmer bør bruges til at sortere det irrelevante eller faktuelt forkerte væk. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at vi er et fællesskab, hvor der skal være plads til forskellige synspunkter også dem, der ikke passer ind i flertallets normer.
Ellers ender vi bare med at snakke i kor og skubbe dem, der tænker anderledes, ud af debatten. Det er ikke særligt konstruktivt, og det gør os ikke klogere.
Jeg tror, vi alle sammen har et ansvar for at holde tonen god og debatten åben. Måske kunne vi i stedet for at nedstemme i frustration prøve at kommentere og udfordre hinanden på en ordentlig måde? På den måde kan vi faktisk lære noget af hinanden også fra dem, vi ikke er enige med.
Jeg er startet som spejderleder i den lokale gruppe, og det er helt vildt fantastisk og inspirerende. Der er noget utroligt smukt ved at være omkring børns nørklede, kreative hjerner. De ser verden på en måde, der er så ufiltreret og ærlig, at det næsten får en til at glemme, at man engang troede, man skulle have styr på alt.
For det er altid svært for mig bare at lande i noget nyt, uden at overtage og gøre det til mit med det samme. Jeg har den der indre refleks, der siger: "Okay, nu skal jeg/vi strukturere, planlægge, optimere og gøre det til det bedste spejderhold, der nogensinde har eksisteret!" Jeg skal lige have en finger i jorden og huske det handler om at være til stede. At lade børnene lede legene, finde på vanvittige idéer, og at jeg bare er der som en slags tryg voksen der bare sætter rammerne.
Så jeg forsøger. Virkelig. Jeg prøver at trække vejret, holde igen på mine "godt-men"-kommentarer, og bare lege med. For det er jo det, det handler om: At lege. At være nysgerrig. At lade børnene mærke, at deres idéer er værd at udforske også selvom de involverer at bygge hule af pinde, der med garanti vælter om to minutter... Haha
Det er altid virkelig interessant at se, hvordan leg integreres i en gruppe uden pædagoger 😂 (det er helt sikkert et plus nogle gange) For leg er jo ikke bare "noget, man gør, når der ikke er noget andet at lave". Det er der, hvor børnene lærer at samarbejde, løse konflikter, og måske vigtigst af alt at det er okay at fejle. At det er okay, hvis hulen ikke står lige og vælter, eller hvis knuden ikke bliver perfekt. For det er i de der øjeblikke, de virkelig vokser.
Jeg elsker at observere, hvordan børnene bruger leg til at forstå verden. De opfinder regler, de forhandler, de griner, de bliver sure og så finder de ud af det alligevel. Og så står jeg der, spejderlederen, der egentlig bare er en stor nørd, der er helt vild med at se, hvordan de gør.
For det er jo det, der er det smukkeste: At genopdage verden gennem deres øjne. Og at indse, at nogle gange er den bedste ledelse den, der bare lader dem være
Kæmpe kram herfra. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg mærker din kamp helt ind i brystkassen. Mener DET! Du er en fantastisk far!
Du står et sted, hvor ingen forælder burde stå alene – og alligevel er det alt for mange, der gør. Du har råbt op, bedt om hjælp, fået lavet underretninger, været åben om dine egne sårbarheder – og alligevel står du der stadig med det hele på dine skuldre. Det gør mig rasende på dine vegne. Og det gør mig ked af det – som fagperson, som far, og som menneske.
Når selv specialiserede tilbud må give op, så burde det ringe høje klokker i systemet. Ikke stilhed. Ikke papirflytteri. Ikke én ny sagsbehandler mere.
Du beskriver ikke bare en dreng med behov – du beskriver en far, der i årevis har båret alt for meget, alt for længe. Det burde ikke kræve en psykose og 17 underretninger før nogen handler. Men det gør det desværre alt for tit.
Jeg ved ikke præcis hvad der hjælper dig bedst lige nu – men jeg vil bare sige: Du er ikke forkert. Du er ikke en fiasko. Du er en far, der kæmper med alt han har, i et system der burde have grebet jer for længe siden.
Hvis du har brug for sparring, netværk, eller bare en der lytter – så skriv. Jeg er selv pædagog og far, og jeg ved hvor ensomt det kan føles, selv når man gør alt det rigtige.
Du er ikke alene, selvom det føles sådan.
LIGE NU SKAL DU DOG!:
DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) er gratis og ved præcis, hvordan man skal rykke en kommune, der ikke handler. Ring eller skriv og sig: “Jeg har søgt aflastning og afløsning i tre år uden resultat. Der er lavet mange underretninger. Jeg er nu fuldtidssygemeldt og alene med et barn, som kun kan være i skole 3 timer. Jeg har brug for hjælp til, hvordan jeg får kommunen til at handle – og hvordan jeg evt. klager.” De kan hjælpe med at skrive, klage, lave handleplan, søge aktindsigt osv.
www.dukh.dk De tager dig alvorligt.
Du er ikke alene, men du er oppe imod et system, der ikke er bygget til at forstå din virkelighed. En privat rådgiver kan: – Gennemgå hele sagen og skrive en opsummering – Kontakte kommunen på dine vegne – Følge op, så du slipper for hele tiden at genfortælle det samme – Hjælpe dig med at få den rigtige hjælp hurtigere
Ja, det koster penge – men det kan være det, der redder dig nu.
Søg evt. fonde, der støtter udsatte forældre – fx via Mødrehjælpen, Barnets Blå Hus eller din lokale sognepræst.
Vil du have jeg finder nogle navne på private rådgivere med speciale i handicapområdet?
❤️ – Rasmus
Vi gjorde det!
Det startede som et eksperiment: Kan man leve et helt almindeligt liv og stadig holde sig under Jordens grænser?
Svaret er: Ja. Vi satte et loft på 200 % af de planetære grænser – for hele familien, alt inklusive. Mad, el, transport, affald, indkøb. Alt blev registreret. Og nu er vi under eller ret tæt på 100%. Ikke på afsavn, men på tilvalg. Mere nærvær, mere fællesskab, mere mening. Og stadig kaffe (købt direkte fra bønderne), bleer (genanvendelig) og brød på bordet (bagt i morges) mm.
Det kan lade sig gøre. Og vi er ved at dele alt – data, erfaringer, fuckups og vejen dertil. Vi har kontakt med lokal avisen og TV2 🤩 dertil er en hjemmeside på vej.
Spørg løs, grin, eller lad dig inspirere. Vi har kun én planet – men heldigvis flere gode idéer.
Vi startede bare med at skrue 2 grader ned for varmen.👌
Nadine har ikke gjort noget forkert. Hendes forældre har ikke gjort noget forkert. Statsamtet Fyn gav grønt lys, ministeriet var informeret, og adoptionsbevillingen indeholdt præcis den information, de skulle navigere efter. Alligevel står hun nu – som voksen, mor og skatteborger – med beskeden: "Dit statsborgerskab var en fejl."
Hvorfor? Fordi hun udtrykte sympati for palæstinenserne på Facebook.
Det her er ikke en tilfældig fejl, der nu rettes op. Det her er målrettet afstraffelse af ytringsfrihed. Det er statsapparatet brugt som våben mod borgere, der siger det forkerte. Det er ikke bare udemokratisk – det er farligt.
Man kunne tro, det var satire. Men det er Danmark anno 2025.
En borger, der voksede op i tillid til systemet, har fået trukket tæppet væk, fordi hun sagde det forkerte. Hvad bliver det næste? Tager vi statsborgerskabet fra folk, der stemmer på Enhedslisten? Får de sort liste i NemID, hvis de kritiserer regeringen på Mastodon?
Når regeringen begynder at pille statsborgerskaber fra borgere, de ikke kan lide, fordi en paragraf i 2006 måske var lidt løs i kanten, så er vi langt ude. Det er ikke Trump, der kommer til Danmark – det er Danmark, der begynder at ligne Trump.
Og når staten først smider masken, så er det ikke længere demokrati – det er bare et system, der kan gøre hvad det vil, når det vil, mod hvem det vil.
Det starter med Nadine. Det slutter med os alle.
Interessant og fedt for Lolland! Det kunne jo sagtens bruges som inspiration for resten af landet, hvis det virker. Men det undrer mig lidt, at de fremstiller den socioøkonomiske baggrund som en ny opdagelse og der der skulle være afgørende? For os, der voksede op i 90’ernes folkeskole især ude fra det mørkeste Jylland med forældre, der måske slet ikke havde 9. klasse (min far havde den f.eks. ikke) var det jo en kendsgerning, at uddannelsesbaggrunden satte rammerne for, hvordan man klarede sig.
Så spørgsmålet er vel lige til: Hvad er egentlig nyt her? Er det, at vi nu har data, der bekræfter det, vi altid vidste? Eller er det, at folkeskolereformen med alt sit fokus på digitalisering, trivsel og "moderne" pædagogik har glemt at tage højde for de basale, sociale uligheder?
Jeg har ogsp tænkt ift pigerne: Hvad motiverer egentlig de her børn? For hvis skolen kun føles som en lang række prøver og forventninger, der ikke giver mening for dem, så dumper de uanset køn...