Denne type personer er mere tilbøjelig til at kunne udføre de handlinger som krig kræver uden at studse over det
Jeg "studsede" over det. Og reflekterede mig frem til, at hvis nogen ønskede at besætte Danmark og dermed afgørende ændre grundlaget for mit samfund, var jeg klar til at forsvare det med "våben i hånd".
De vil være mere effektive soldater med færre kvaler (pg muligvos færre mén efterfølgende) ved at dræbe tilfældige fremmede soldater de støder sammen med.
Og jeg var klar over at jeg muligvis ville have det skidt med at dræbe andre mennesker. På den anden side er det jo en "do or die" situation man var ude i. Enten dræber jeg "ham" eller også dræber han mig.
I virkeligheden er det den samme diskussion, vi havde i mellemkrigstiden om, hvad det betyder at forsvare landet. De radikale, med P. Munch i spidsen, mente at vi ikke skulle have et forsvar overhovedet og hæren, med Erik With som talsmand, mente at vi skulle have et forsvar, der kunne kæmpe til sidste mand og sidste patron. Personlig ligger jeg et sted midt imellem: Det skal gøre ondt på en angriber, der ønsker at angribe landet, men forholdsvist hurtigt skal vi overgive os. Som vi gjorde i 1940.