Jeg tror ikke “opmærksomhed” i sig selv er problemet. Tværtimod. Børn har jo brug for nærvær, tryghed og at blive set.

Det der typisk menes i den forskning, som jeg har forstået det, at der er en bestemt type uhensigtsmæssig opmærksomhed, altså når voksne hele tiden går foran barnet og løser, regulerer og forhindrer ubehag, før barnet selv når at prøve. Hvis barnet aldrig får lov at stå i små frustrationer eller selv finde en løsning, så kan det begynde at tvivle på egen kunnen. Der skaber eller mangel på samme af rummet hvor barnet lærer/udvikler sig og ikke får erfaring med “jeg kan selv”. Det handler mere om overinvolvering end om kærlighed.

som @VonReposti@feddit.dk skriver, og som de benævner i artiklen er det kontrol/medkontrol, og det at have indflydelse på egen udvikling i det tempo den enkelte har brug for. Eksemplet med gaflen er faktisk ret fint: Barnet får støtte, men også en rolle. Det er stadig trygt, men hun oplever handlekraft. Det er præcis den balance, mange taler om, at hjælpe uden at overtage.

Så nej, børn skal ikke have mindre opmærksomhed. De skal have masser af opmærksomhed, der styrker deres kompetencefølelse fremfor at tage den fra dem.

Og det er nok en vigtig nuance, som artiklen kunne have foldet mere ud.

Jeg læser det som om de indirekte siger at unge ikke er selvhjulpne nok, fordi forældrene er for flinke til at klare problemerne for de unge.

Det er meget muligt at nogle unge har det problem, men det er forkert at generalisere det udover en hel generation alene fordi forskeren ikke tør pege fingre af curling forældrene specifikt.

Jeg blev onkel for et lidt over et år siden og har hørt lidt pædagogiske tricks som de benytter i dag, men ikke gjorde for bare ti år siden.

Noget jeg tror de mener er at man måske kan ende med at behandle helt små børn, ikke som individer, men som hjælpeløse skabninger. Min niece kan ikke tale endnu udover en eller to lyde som er kommet til for nyligt med en bestemt mening. Men vuggestuen har lært hende en form for tegnsprog som har gjort det muligt at kommunikere med hendes forældre selvom hun ikke kan sige noget. Når hun er sulten, så har hun også et problem: Der er ingen mad og jeg skal bruge mad. Hun er blevet inddraget i løsningen og får hendes gaffel i køkkenet som hun så kan tage med ind til bordet. Det gør at hun nemmere falder til ro, da hun ved at hvis hun ikke gør noget, så kommer løsningen på hendes problem ikke. Ingen gaffel, ingen mad. Hun bliver faktisk også sur hvis hun ikke får lov at tage gaflen ind og dermed være en del af løsningen.

Jeg kan selvfølgelig ikke spå om fremtiden, men lige nu trives hun rigtig godt. Jeg har heller ikke selv en erfaring jeg kan spejle op imod, men helikopterforældrene, som var populære slut 90'er og efter modarbejdede jo idéen om at barnet skal have lov til at være en del af løsningen og dermed føle at hun gør en forskel. Uanset hvor lille en del af løsningen hun reelt er.