Du nævner det at få børn og at blive sendt på forretningsrejse. Det første er vi formentlig enige om ligger i en anden liga end fx ferierejser ift. om det er noget, der er en vis rimelighed i at begrænse. Det andet ligger i nogen grad uden for ens eget bestemmelsesområde. Begge dele lyder som den type logisk fejlslutning, der kaldes appeal to ridicule.
Det virker næsten som om, man skal tro på, at folk i denne her sammenhæng ikke kan tænke selv og ikke har ansvaret for deres handlinger, før der kommer befaling oppefra. Hvorfor mon? Og hvorfor kalde det at påpege den problematiske årsagssammenhæng helt overordnet for udskamning?
Det er ikke svært. Man sætter sig op i flyet og bidrager derved direkte og betydeligt til problemet. Problemet værende at jorden, i den tilstand, der har været grundlaget for vores og andre arters liv, er en route til at gå under. På et tidspunkt overskrider vi grænsen temperaturmæssigt, og så er det lige meget, hvor meget vi prøver at løse problemet. Det vil være for sent.
Grådighed vil være vores undergang. Det at folk ikke evner at begrænse sig selv, fordi de synes, de fortjener det ene, det andet, det tredje, det fjerde. Ligegyldigt konsekvenserne for andre eller andet, der ikke, i hvert fald ikke helt umiddelbart, er dem selv.