Ja, skolen har virkelig bare været gode. Det er generelt en god skole, men de sætter ting i gang, jeg slet ikke troede var mulige i den almindelige folkeskole. Jeg tror det også hjælper, at hun er en rimelig nem elev at have i eneundervisning. Hun er sjov og charmerende og fagligt ret dygtig - når bare hun ikke er max belastet af at være sammen med de andre elever.

Jeg tror, at kernen af det hele er ADHD, men jeg er også farvet af, at hun på mange måde minder mig om mig selv fra den tid, bortset fra at jeg aldrig blev ængstelig på den måde, hun kan blive. I mit hoved er hun så godt som bekræftet med diagnosen, men jeg skal huske lige at få ro på. Det kan jo også være noget andet. Min fornemmelse er, at hun ikke kan lade være med at køre med 120 km i timen dagen lang, så enten bevæger hun sig, eller også sanser hun, eller også tænker hun. Det er svært for hende bare at eksistere, og det er jo stressende i længden. Når så hun er overbelastet, så ryger humøret op og ned, tankerne bliver mere ængstelige, og hun kan slet ikke finde ro i kroppen. Og det er jo selvforstærkende.