Først lidt baggrundsviden, for at kunne forholde sig bedre til situationen:
Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år, er uheldigvis begge mellem jobs, på dagpenge, og vi bor ikke sammen. Hendes husleje ligger urimeligt højt, så hun har kun ca. 2000,- at gøre godt med pr. måned. Min ligger noget lavere, så jeg deler med glæde min økonomi med hende og giver altid når vi er ude og handle og når hun spørger, medmindre pengene går til cola, smøger, etc... Hun kommer hjemme hos mig hver eneste dag, og bor der nærmest, men vi foretrækker hovedsageligt at sove hver for sig. Vi har valgt ikke at bo sammen, fordi det ikke er gået godt før i tiden.
Og nu til hændelsen:
I dag kunne jeg ikke finde den 500-seddel jeg havde lagt til side fra en Dba-handel. Derfor ringede jeg til hende, og spurgte, om hun kender til det, og hun indrømmede med det samme, med lidt skam i stemmen, at dem havde hun taget. Det er selvfølgelig fint at hun indrømmer det med det samme, men jeg blev ret tosset over at hun ikke spurgte inden. Samtidig føler jeg ikke at det er i orden, at der er gået mindst er en uge siden hun har taget den, uden at sige noget. Jeg har lyst til at tilgive hende, og glemme det og komme videre, men samtidig siger min fornuft at jeg skal respektere mig selv og ikke finde mig i det.
Hun ser på det på den måde, at hun bare har taget nogle penge der lå fremme hos hende og kæresten, og at hun lånte pengene fordi hendes kort ikke virkede. Hun sagde og at hun selvfølgelig ville betale dem tilbage, men samtidig synes jeg det er underligt, at det er så lang tid siden pengene er forsvundet, og hun aldrig har nævnt noget. Det handler ikke så meget om pengene, men mere princippet om at man ikke stjæler, og især ikke fra sin nærmeste. Derudover har hun forsvaret sig selv, sagt at hun ikke ville have noget imod hvis jeg havde taget hendes 500 kr., gaslighted, og sagt at jeg altid er så sur, i stedet for at krybe til korset og bede og tilgivelse, hvilket har triggered mig endnu mere, fået mig til at eksplodere af raseri, kaldt hende diverse, og følt at mine grænser er blevet trådt godt og grundigt på. I min optik er det ikke lige tidspunktet for at skændes med sin kæreste, men i stedet burde han vel lægge sig fladt ned, sige undskyld og bede om tilgivelse. Eller hvad? Er det mig der er smålig? Ser jeg forkert på det, og skal jeg bare acceptere at min nærmeste har taget de 500 kr. uden at sige noget, men samtidig indrømmer blankt at det er hende der har taget dem?
Igen, det handler ikke om pengene. Det handler mere om at hun har stjålet fra mig, fordi det er jo sådan set definitionen af tyveri. Og ja, jeg svarer måske på mit eget spørgsmål, men jeg leder efter andre perspektiver, og en eller anden måde at tilgive på, fordi hun har ikke stjålet fra mig før, og jeg holder jo af hende.
all 23 comments