Jeg kan genkende så meget i det du skriver!

Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi... hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.

Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.

Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd'en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?