Jo det er da svært med den her slags. To pointer jeg vil nævne er dog at neurodivergent i høj grad er brugt af folk som selv hører under betegnelsen og er en måde at snakke om en bred vifte af folk som ellers ikke har haft nogen gode ord at bruge om sig. Det er lidt en modstand mod at kalde det psykisk sygdom, at være sær eller eller hvad folk ellers har kaldt det gennem tiden. Det er en måde at lægge afstand til ideen om at man er forkert og i stedet sætte fokus på at det blot er variation. Om det er det bedste sprog til at opnå det kan og bliver diskuteret meget. Den anden pointe er at jeg af erfaring kan sige at når man er den eneste i klassen som tænker, føler og oplever verden på en bestemt måde og har svært ved at relatere til nogen anden jævnaldrende, så føler man sig ret divergent uanset om man har en diagnose eller ej. Men jeg opfatter det heller ikke som en skidt ting at være atypisk eller divergent, det er bare et faktum og forståelsen af det kan hjælpe med at forstå sig selv og hinanden uden at overse de forskelligheder der kan være.