Det er virkelig ikke let at stå i den der situation, hvor man både kan se, hvad der er galt, og alligevel ikke har et klart "exit-strategi". Jeg kender det godt at skulle balancere mellem at beskytte sig selv og ikke blive den, der "vinder" på en måde, der ikke føles ærlig over for sig selv. Min far har også haft en evne for at skabe kaos, især med den sidste kone, og inden han blev syg og jeg har i mange år følt mig som den eneste, der var i det, mine søskende var hurtige ude af det, især fordi det var meget splitting af familien igennem dem. Men ligesom dig valgte jeg valgt at trække mig fra kaos delen, eller forsæge, for at undgå at blive opslugt af vreden. Det er en mærkelig følelse at vide, at man kunne have sagt eller gjort mere, men også at indse, at det måske ikke ville have ændret noget.
Det er også ret tragikomisk, hvordan familier kan blive splittet, og alligevel stadig finde en form for balance. Nu er min far på plejehjem, og nu er han næsten helt afhængig af min mor - hans eks, eks kone, selvom det er hende, der forlod ham og han har forsøgt, at splitte os. Min mor er mega cool! Mine søskende og jeg forsøger stadig at finde tid til at besøge ham, men det er svært, når historikken ikke taler for det. Så jeg forstår virkelig, hvad du mener med at prøve at finde en vej, der føles rigtig for dig, uden at lade dig definere af andres grunde. Og det er jo ikke tosset, at du alligevel får noget kreativt ud af det her. Nogle gange føles det, som om de der projekter bliver til en slags modvægt til kaosset. Jeg har også oplevet, at når man har noget at kaste sig over, der føles meningsfuldt, så bliver det lidt nemmere at håndtere alt det andet. Så håber jeg virkelig, at det nye projekt får lov at blomstre lyder som om, du har noget godt på vej!
Held og lykke med projektet og med at finde den der balance.