Jeg tror, at en del af GPS-overvågningen - ud over de fordele, man kan få med noget ordentlig flådestyringssoftware - nok har lidt med reglerne for vanvidskørsel at gøre.
Vi havde på et tidspunkt en lokal vognmands- og kurervirksomhed i den lille by, jeg bor i, og hver aften omkring kl. 22 kunne vi se tre-fire-fem af firmaets små lastbiler og store varevogne komme flyvende med stadig vildere fart gennem byen på vej til Esbjerg efter gods.
En aften gik det så vildt for sig, at en Ford Transit tog den venstre rundt om et helleanlæg i en kurve, for ikke at miste kontrollen på grund af for høj hastighed.
Vognmanden havde endog meget svært ved at tro på mig, da jeg skrev til ham for at høre, om han havde hentet sine chauffører hos en lokal smågriseproducent - de kørte i hvert fald som svin.
Når man ved, at arbejdsgiveren kan få køretøjet konfiskeret ved den slags kørsel, kan jeg et eller andet sted godt forstå, at man vil have en mulighed for at stoppe den slags, før det går helt galt.
Jeg er med på, at det skal være en balance mellem tillid og overvågning, men om ikke andet har man i hvert fald muligheden for at checke, om eventuelle klager har noget på sig eller ej.
Specielt med køretøjer kan det være ret svært at sortere gode medarbejdere fra dårlige, hvis man ikke ser deres kørsel selv.